danske landhoens

De danske landhøns nedstammer antagelig fra Bankivahønen i Indien. De har dog levet i Danmark siden jernalderen og hører til de sidste uforædlede fjerkræ racer i Europa.

Ved en fjerkrætælling i 1888 var der 2,7 mill. høns, hvoraf de 2,1 mill. var landhøns. Siden gik det hastigt tilbage, fordi højere producerende og mere kødrige udenlandske hønsetyper fortrængte dem.

Til sidst fandtes de kun i en halv snes hønsegårde, og den specielle, lavbenede type, luttehønen, var så tæt på at uddø, som en race kan komme: Der var ingen levende høns tilbage, kun en bakke æg, som den sidste luttehøne havde nået at lægge, inden hun døde. De blev ruget ud, og der kom een luttekylling af dem. Den er blevet ophav til alle nu eksisterende luttehøns.

I dag er landhønsene så populære, at de ikke længere er direkte truede, men helt rene høns af gammel type er overordentligt sjældne. Som det var tilfældet førhen, findes landhønsene nu i en række farvevarianter, nemlig naturfarvet, brun, gul, hvid, gråtavlet, sølvhalset og sort. En særlig variant, gumpehønen, som mangler et par haleled og derfor ingen rigtig hale har, kendes nu kun i få eksemplarer.

dansk landhoens

Landhønsene er energisk fødesøgende høns . De ruger gerne ret sent, men er gode, tapre mødre. De lægger relativt mange mellemstore, hvide æg, er harmonisk byggede og smukke fugle med et roligt temperament. 
 

Gå til toppen

logo