danske landgaes

Mens man førhen stort set kun havde andeavl ved herregårde og klostre og ellers klarede sig med, hvad der kunne skydes eller fanges af vildænder, stillede sagen sig ganske anderledes, når talen var om gæs.


De var nøjsomme, energisk fødesøgende fugle, der kun i de strengeste vintermåneder undertiden måtte have lidt kosttilskud. I modsætning til ænderne var de derfor billige at opføde.

De danske landgæs er middelstore og karakteristisk ved kun at have een bugkøl eller bugpose, hvor de fleste sydfra importerede gæs har to. Man kender dem i farvevarianterne grå og grå-hvidbrogede. De vokser ikke hurtigt og får ej heller overmåde store kuld. Derfor er de gået ud af den moderne produktionsavl.

 

Blandt de væsentligste fortrin hos danske gæs er, at de i modsætning til de nu brugte racer udvikler meget kød og kun sætter lidt fedt, hvilket også er grunden til den langsomme vækst. Det er kvalitet i stedet for kvantitet.

Førhen var dansk gæs enerådende i landet, og i vældige drifter drevedes gæssene om efteråret, når de var fedest, sydover eller ind til byerne, hvor der var god afsætning for de 1ækre fugle. Sådanne gæs har man holdt siden oldtiden, men for blot en halv snes år siden var de næsten uddøde. Nogle avlere satte sig for at redde dem og en kort tid var de atter i fremgang.

Vi kan øvrigt takke gæssene for både mæthed, lunhed og lærdom: Foruden kød og fedt leverer de gåsedun til dynefyld, og deres svingfjer brugtes til fjerpenne, som endnu langt op i det 19. århundrede var vort mest udbredte skriveredskab.
 

Gå til toppen

logo