hjem 1x

Foreningen "Gamle Danske Husdyrracer"s formand, Lilli Jensen, er pludselig død af et hjertestop i forbindelse med et krampeanfald. Hun døde i kamp for at rede vor levende kulturarv. Her ses hun sammen med et af Oregaards svin af Sortbroget Dansk Landracesvin.

Mindeord ved Lillis bisættelse fredag d. 19. 2. 2016
På Oregaard opfattede vi Lilli som en slags skytsengel for stedets dyr og mennesker. Hun var et sjældent uegennyttigt, varmt, hjælpsomt og medfølende menneske. Dertil havde hun stor indlevelsesevne, og var dygtig på mange områder. Vi var på bølgelængde, og havde i høj grad sammenfaldende interesser. Hun indgød os livsmod og kraft til fortsat at kæmpe de gamle husdyrracers sag. Hvorfra hun selv fik mobiliseret alle de kræfter fra, som hun lagde i denne sag, er os en gåde.
Lilli skabte et lyshav af glæde og håb omkring sin person. Derfor er tabet af hende så umådelig tungt at bære. Derfor er hun et af de sværeste mennesker nu at skulle sige farvel til. Et menneske af en kvalitet, som man næppe nogensinde skal forvendte at opleve mere i dette liv. Kort sagt modpolen til de mørke kræfter, der i disse tider tynger vor jord og vort samfund.
En tur på Holmen i august 1996 i forbindelse med den første økologiske verdensudstilling, som fandt sted på den forhenværende flådestation, blev Lillis skæbne for sidste del af hendes liv. På Holmen havde foreningen gamle Danske Husdyrracer en stand, der tiltrak hendes opmærksomhed så meget, at hun straks meldte sig ind.

Vinteren 2003 – 2004 var Bevaringscenteret på Oregaard økonomisk så trængt, at mange af dyrene – heriblandt det sidste Økvæg - var solgt til en kreaturhandler med tilbagekøbsret. Det var vor eneste mulighed for at få dem opstaldet og komme gennem den kolde årstid. En mulighed for at vinde tid for en løsning. Det var dér omkring, at Lilli ringede og gjorde opmærksom på sin eksistens. Hun var sygeplejerske og havde i en periode været hjemmegående. Var optaget af naturfredning, økologi, pindsvin, fugle, kunst, den danske sangskat og andet positivt. Fortalte at hun i sin tid havde været med til at stifte et økologisk andelssamfund i Nordsjælland. Nu tilbød hun at komme til Oregaard, og give en hånd med i det praktiske arbejde på bevaringscenteret. På den måde ønskede hun at aflaste os, så vi kunne få flere kræfter til vor kamp for at redde Danmarks truede husdyrracer.

Westergaard 048x

Lilli er her på besøg hos den nu afdøde himmelandske opdrætter af Sortbroget Jysk Malkekvæg, Chr. Westergaard, Bjergby. Hun forsøgte at appellere til Staten om at der blev gjort en indsats for Westergaard, så han og hans familie kunne fortsætte bevaringsarbejdet. Desværre forgæves, og gårdejeren blev så vred på Fødevareministeriet, at han valgte at eksportere dyrene til et projekt i Holland.


Snart efter stod hun på banegården i Odense i fin spadseredragt og med kuffert, og så smilende og forventningsfuld ud. Med stor entusiasme og kraft kastede hun sig ud i mange hånde arbejdsopgaver. Det blev begyndelsen på omkring 12 års nært venskab og konstant pendlen mellem familien på Sjælland og projektet på Fyn.
En af de første større opgaver Lilli påtog sig var netop at forsøge at afværge at Økvæget fra Agersø blev slagtet. Hun kontaktede først og fremmest den ansvarlige myndighed for området, Fødevareministeriet. Mødte straks bureaukratiets mur af uvilje og manglende handlekraft. Oplevede det system, som vi andre i årtier havde kæmpet forgæves op imod. - ”Hvordan kan I i ministeriet være så fuldstændig ligeglade med at de dyr, som konventionerne siger I har ansvar for, er dømt til slagtning”, havde hun sagt til embedsmændene.
Med uforrettet sag tog hun rystet og skuffet sagen i egen hånd. Kort efter kunne man i pressen læse om en sygeplejerske, der for egne og hendes familiens midler havde løskøbt de udryddelsestruede dyr fra slagtebænken. Blandt andet var der taget stort lån i huset i Lyngby. ”Man lader da ikke udryddelsestruede dyr uddø”, udtalte Lilli ædelt og idealistisk.
I dag kan alle de mange tusinde mennesker, der årligt besøger Naturfondens gods, Skovsgaard, på Langeland, nyde Økvæget i indbegrebet af et smukt dansk landskab, fordi Oregaard ved hjælp fra Richard Sandmand har lejet enge og stalde af godset. Alt i alt har vi og Danmark grund til at takke Lilli for alle hendes gode gerninger.
Når Lilli blev hentet på Middelfart eller Odense station var det altid med den allerstørste gensynsglæde, kys og kram hun kom os i møde. Hvis hundene Plet og Tøsen var med i bilen, ja så var det dem der havde førsteprioritet. Ofte kom der en hundepind eller andet mundgodt op af tasken, de kunne gnaske på.
Lilli elskede hunde, ja var nærmest besat af dem. Alle hunde hun mødte på sin vej skulle helst have kys og kram. Alt levende var hende kært. Så hun et ihjelkørt dyr på kørebanen, ja så røg hun fluks ud af bilen for at finde en mere værdig plads til det langt inde i vejkanten, samtidig med at hun kært strøg det med hånden, og sendte det sin velsignelse. Hun var som en indianer der gerne ville leve i god pagt med dyr, planter og natur. Som ung havde hun da også været på en regnskovsekspedition til Sydamerika. Måske var det den der havde påvirket hende.
Noget andet, der bestemt havde påvirket hende helt fra barns ben var Dyrskuet på Bellahøj. Det var en enorm glæde for hende hver gang hun skulle med forældrene til Bellahøj med ”Linje Buh”. Sådan som den flagdekorerede sporvogn hed, der kørte fra Københavns indre til dyrskuepladsen. Der findes nogle gode fotos af Lilli på Bellahøj. Et af dem var taget til et Københavnerblad i 1954, da hun var 3 og et halvt år gammel. Man ser en ring af tilskuere, og i centrum står Lilli sammen med en nyfødt tyrekalv, der forsøger at komme på benene. Hun oplevede at kalven havde et behov for hendes hjælp. Denne begivenhed stod printet i Lillis bevidsthed, og siden havde hun planer om at blive dyrlæge. Det blev som bekendt med tiden ændret til sygeplejerske for mennesker. Fortsat har hun gerne ville gøre noget for dyr. Det kom hun så i høj grad til at få afløb for på Oregaard. Flere gange har hun talt om at det kunne være sjovt at vide, om de røde køer på Oregaard kan føres tilbage til tyrekalven fra Bellahøj. Nok et af de spørgsmål, der kommer til at blæse i vinden.

Foredrag 842x

Lilli sammen med Jytte Abildstrøm ved Gamle Danske Husdyrracers dyrskue ved Københavns Miljøfestival 2006

Fra Lillis gerning som sygeplejerske viste hun alt om god pleje af sine omgivelser, hvilket mennesker og dyr i den grad nød godt af. Ofte fik dem hun mødte på sin vej kys og kram, og der var ingen sarte følelser. Således betænkte hun sig ikke et sekund på at give en møgbeskidt jysk eneboer med gammeldags køer et stort kindknus, selvom der var spor af indtørrede kokager over hele hans hoved. Hendes kærlighed til sine omgivelser var oprigtig. Hun var meget bevidst omkring dyrkelse af begrebet ”følelsesmæssige intelligens”.
Kendetegnende for Lilli var i det hele taget et stærkt udviklet kropsprog og mimik med masser af smil og blink i øjet. Hun satte pris på en god kommunikationsform, hvor der var fuld øjenkontakt og koncentration omkring budskaberne i det der taltes om. Det eneste der kunne distrahere Lillis opmærksomhed under samtaler var hvis hun fik øje på en hund, så kom nærmest alt andet i anden række.
Lilli var sjældent i ro. Når vi om vinteren kørte fra stald til stald for at røgte dyrene eller om sommeren fra fold til fold for at tilse dem, var det nærmest et fast ritual at en betydelig del af køretiden brugte hun til at ringe hjem til sine kære på Sjælland, som hun altid følte en vældig omsorg for. Omvendt, når hun var hjemme på Sjælland, ringede hun dagligt til mig for at høre, hvordan det stod til på Oregaard. Utallige gange hjalp hun mig med at varetage kommunikationen med udenlandske forbindelser, fordi hun var god til fremmedsprog.Ofte sendte Lilli mig kopier af mailkorrespondancer med alle mulige mennesker rundt om i verden med engagement i miljø- eller husdyrbevaringssagen, som hun selv havde støvet op på nettet. Mails fra folk med kameler og vandbøfler på den anden side af kloden. Meget af det må jeg tilstå var mig umuligt at finde tid til at sætte sig ind i.
Remsen af ting Lilli har hjulpet Oregaard med er enorm, og kan ikke her kort beskrives. Det samme gælder foreningen ”Gamle Danske Husdyrracer”, som hun i en årrække var formand for, ligesom hun også bakkede op omkring den ny organisation ”Biodiversitetsgårde i Danmark”. Lilli huskes blandt andet for selv at have lavet et 30 meter langt banner med foreningens navn ved dyrskuet på Sortedamsskolen i forbindelse med Københavns Miljøfestival. Hun var i front ved særudstillinger på Roskilde Dyrskue, og ved mange andre arrangementer. Også i forbindelse med forberedelserne til det succesfulde besøg af forhenværende fødevareminister Dan Jørgensen, dengang han gæstede Skovsgaard, Oregaard og Hindsgavl for at se på gamle husdyrracer. Lilli var stort set med til alle større begivenheder omkring bevaringssagen og på Oregaard.
Hvert år var vi sammen i Tyskland til træf i bevaringsforeningen for det røde Anglerkvæg. Vi har rejst rundt i Polen og Baltikum sammen med Hans Nebel for at søge efter rester af gammelt rødt dansk kvæg. Også en rejse rundt i Tyskland for at se på dyrevenlige stalde til naturlige køer med horn deltog Lilli i. Hvor vi kom frem overrakte hun staldejerne snaps fra Søbogaard, så de fik noget unikt økologisk fra Danmark.
Lilli elskede i det hele taget at være med, hvor der skete noget. Så var hun i sit ”S”. Desværre kom hun som bekendt til at døje med epileptiske tilfælde de senere år, som slog skår i glæden. Enlidelse, som ikke bliver mindre alvorlig, når den opstår sent i livet. En sygdom, som vi jo nu smerteligt må erkende førte til hendes alt for tidlige død.
Med viden om denne lidelse var det naturligvis ikke uden en vis form for betænkelighed, at vi tog hende med på rejser, da der jo kunne opstå anfald. Det gjorde der for et par år tilbage ved et arrangement med Anglerforeningen i Midttyskland, hvor hun blev indlagt nogle dage på Hildesheim Sygehus. Omvendt ville det nok også have været svært at holde Lilli borte fra det hun var engageret i, og glad for at deltage i.
Ofte sagde hun: Hvis jeg får krampe igen, skal I ikke ringe efter ambulancen. Jeg har ikke lyst til alt det påstyr med sygehusindlæggelse igen. Jeg kommer lige så stille til mig selv, og gør jeg det ikke, så er det det. Selvom hendes holdning var klar, måtte vi sige til hende, at vi var nødt til at ringe efter ambulanzen, da vi aldrig kunne tilgive os selv, hvis der skete hende noget ondt.
Nu er det frygtelige hændt. Lilli er ikke mere blandt os. Hjælpsom, som hun altid var, havde hun ved meddelelsen omkring, min mors akutte indlæggelse på hospital i Neumünster pga. hjerteproblemer tilbudt at komme ned på Oregaard, for at hjælpe os med praktiske gøremål. Jeg skal bare lige til undersøgelser på fredag, så kommer jeg, sagde hun. Men noget må have været i gærde omkring sygdommen, for om lørdagen havde hun fuldstændig glemt sit tilbud.
I fællesskab havde Lilli og jeg i længere tid arbejdet på et inspirationskatalog til Bevaringsudvalget under Fødevareministeriet, fordi det skal have ny strategi. Jeg havde haft travlt med at sammenskrive tingene om søndagen, hvor jeg også skulle til Neumünster for at besøge min mor. Jeg var knapt færdig inden Jens og jeg skulle afsted. Derfor videresendte jeg det til Lilli, så hun kunne læse korrektur og indsætte nogle tilføjelser, som vi kunne tale om over mobiltelefonen, når jeg sad i bilen på vej til Tyskland. Det passede hende ikke så godt, for hun sad selv og var ved at planlægge hvad der skulle siges ved det kommende årsmøde med Anglerkvægavlsforeningen i Tyskland d. 17. og 18.. Alligevel påtog hun sig opgaven, og da jeg kom over grænsen havde jeg en kort telefonsamtale med hende, hvor hun sagde:
”Du skal bare lige vide, at det er en sand nydelse for mig at læse det Du har skrevet”. Det er den sætning at jeg må leve videre på. Det er det sidste jeg hører fra hende i dette liv.
Lilli døde i ordets bogstavligste forstand i kamp for de gamle danske husdyrracers sag. Hun var et stort menneske. Med hendes bortgang bliver det tungt og svært for os at mobilisere kræfter til at komme videre. Vi på Oregaard og Bakkegaaarden savner hendes støtte og varme nærvær. Svært at tænke på, at man aldrig skal se hende igen i dette liv, eller kan ringe til hende og få et godt råd.

Foredrag 522x

Lilli i hestevogn sammen med Claus Meyer, hvor de skal ud at besigtige Oregaard"s stamme af Sortbroget Jysk Malkekvæg.


På den anden side ved vi, at det er i Lillis ånd at dyrene bringes videre ind i en forhåbentlig bedre verden. I den forbindelse er jeg glad for at hun fornylig nåede at høre den hollandske forsker Gidi Smolders udtale, at han er overbevist om, at de gamle husdyrracer hører fremtiden til. Det gør defordi de ikke er afhængige af importeret proteinfoder og fedt fra den fattige del af kloden. Dér får man rigelige problemer med at brødføde egne hastigt stigende befolkninger.

Gud velsigne Dig for Din indsats Lilli!
Vore tanker går til Din familie – til Din far, Willy, samt til Esben og Dine stedbørn, Marie og Asger, der sammen med os må bære et smerteligt tab.
Æret været Dit minde!
Stig Benzon
Oregaard

Gå til toppen

logo