Hvad, de færreste ved, er, at Gorm Benzon udover at være forfatter til over 50 bøger om kulturhistoriske emner, såsom herregårde, kirke, arkitektur og spøgelser, og ikke mindst antikviteter rent faktisk også er forfatter ud i gastronomien, idet han i fællesskab med hustruen Birthe udgav mesterværket ”Frikadelle-sløjd og køkkenskriveri”, 1959. Så sproglig fornyer er han også, eftersom udtrykket er blevet hængende om en ganske bestemt slags kogekunst.

 I sin tid kæmpede Gorm Benzon og andre imod Hedeselskabet, da man gik i gang med at rette en smuk og kringlet Skjern Å ud til en lineær funktion. Inden sygdom fik passiviseret et ellers aktivt menneske, kæmpede han atter sammen med ligesindede for at bevare en dansk kulturarv, der går levende rundt på markerne omkring Oregård – ofte i konflikt med en statslig indsats på området, der er mangelfuld og bærer præg af magtfuldkommenhed.

 Efter 30 års avlsarbejde med indsamling og redning af gamle danske husdyrracer kan det hele nu meget vel være tabt pga. manglende offentlig støtte, på trods af den danske stats tilslutning og underskrift af internationale konventioner om redning og sikring af bl.a. gamle unikke husdyrracer.

 Bevaringscentret Oregaard, som Gorm Benzon sammen med sønnen, Stig Benzon, og barnebarnet, Jens Benzon, har været nerven i igennem årene, det kan nu stå overfor lukning og i værste fald nedslagtning af over 1000 unikke dyr af oprindelige gamle danske husdyrracer, som der ikke findes magen til i verden. Bevaringscentret med dets mange exceptionelle dyr har over en årrække været holdt oppe af en mæcen, der år efter år har sponsoreret millioner af kr. til sikring af dyrene og deres bevaring. Efter mæcenens frafald kan det være en saga blot med langt størstedelen af dyr af gamle danske husdyrracer pga. manglende værdige og brugbare løsninger fra nye mæcener eller adækvat statsstøtte til erstatning af tidligere sponsors mangeårige uegennyttige støtte.

Gorm Benzon var en mand, der indædt kæmpede for sin sag – heldigvis! for ellers havde han og den øvrige familie givet op for lang tid siden – og en unik levende dansk kulturskat var i stedet endt som ugens tilbud i supermarkedets køledisk.

Visioner for fremtiden kan formuleres på mange måder. Gorm Benzons humoristiske tilgang til tingene ses bedst i hans ”politiske” mærkesag, der blev formuleret således: Gør verdens bedste land værd at leve i – skab oaser af liv mellem motorvejene!

 Æret være Gorm Benzons minde!

 Yderligere information kan fås ved henvendelse til Stig Benzon:

 E-mail  Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Tlf. 28251223

 14. okt. 2017

 Foreningen Gamle Danske Husdyrracer

 Formand Hans Nebel

 E-mail - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.       Tlf. 59271416

 

Gå til toppen

logo